Kommentar til rapport om gebyrregler

Nyhed

Grundigt arbejde i Forsyningstilsynets rapport om regler for affaldsgebyrer – men også misforståelser.

Sorteringskriterier_hero

Det er politisk aftalt i Folketinget, at stigende affaldsgebyrer som følge af mere sortering skal modsvares af omkostningsreduktioner. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Forsyningstilsynets rapport om regler for kommunernes fastlæggelse af affaldsgebyrer er grundig og rummer mange relevante konklusioner – men også et par misforståelser.

En af Forsyningstilsynets konklusioner er, at reglerne i dag ikke giver mulighed for at understøtter den politiske ambition om ensartethed i gebyrpraksis, eller giver Forsyningstilsynet mulighed for at sammenligne gebyrer og på den baggrund at føre et økonomisk tilsyn med affaldsgebyrerne på den måde, tilsynet ønsker.

Brancheforeningen Cirkulær er enig i denne konklusion: Gebyrreglerne i dag er komplicerede og rummelige, ligesom de ikke nødvendigvis understøtter cirkulær økonomi og mere genbrug og genanvendelse.

Gennemsigtige og omkostningsægte

Det giver et fortolkningsrum til kommunerne, så kommunalpolitikerne selv lokalt kan fastlægge, hvordan affaldsordningerne og affaldsgebyrer indrettes, så de passer til de lokale forhold. Indtil nu har det været helt uproblematisk – det er først opstået nu, hvor staten ønsker at bestemme mere over gebyrfastlæggelsen.

Reglerne i dag har derfor opfyldt hidtidige politiske ønsker, men kan ikke understøtte alle nye ønsker i den politiske aftale om affaldsgebyrer.

Rapporten kan imidlertid også læses, som at der i dag ikke er krav om gennemsigtighed eller omkostningsægthed i kommunernes gebyrfastlæggelse. Det er en misforståelse.

Blot fordi gebyr-praksis ikke er ensartet eller direkte sammenlignelig på tværs af kommunerne, skal affaldsgebyrerne ifølge gældende regler være såvel gennemsigtige som omkostningsægte. Et krav, kommuner og affaldsselskaber naturligvis skal leve op til.

Orienteringsmøde

Forsyningstilsynet afholder et virtuelt orienteringsmøde for alle interesserede parter den 13. maj 2024. 

Nærmere oplysninger og tilmelding kan ske her.


 

Kontakt

Niels Remtoft
Specialkonsulent
7231 2073